facebook-rund   twitter-rund   twitter-rund
mandag, 14 september 2015 11:17

Susanne Christensen

Av 

I Kritikkportalens intervjuserie lar vi norske kritikere presentere seg selv ved å svare på noen standardiserte spørsmål. Først ut er litteraturkritiker Susanne Christensen som er aktuell med boka En punkbønn

Alder:

40-something.

Fødested og bosted:

Jeg er født på Østerbro i København og voksede op i et forstadskvarter. Siden 1999 har jeg boet i Bergen og siden 2010 i Berlin. Efteråret 2014 flyttede jeg tilbage til København, hvor jeg indtil videre føler mig som ET.

Annen viktig informasjon om deg:

Jeg er en dansksproglig norsk kritiker. Jeg har valgt at forsøge at bevare mit danske sprog intakt, og har få forståelsesproblemer i Norge, eftersom nordmænd mestrer deres naboers sprog. Jeg kan imidlertid passere som dansksproglig i Norge, men kun delvist i Danmark. Jævnligt bliver jeg skældt ud for mine anglicismer, men på det punkt er jeg nok svær at reformere.

Hvor skriver du kritikk, og om hva?

Espen Stueland var hovedanmelder i Klassekampen i 2003, og han inviterede mig til at skrive litteraturkritik for avisen. Jeg fulgte min redaktør Bendik Wold til Morgenbladet i 2004 og tilbage til Klassekampen i 2006, hvor han var Bokmagasinets første redaktør. I Bokmagasinet har jeg skrevet om alle litterære genrer med hovedvægt på mainstreamen: Norske samtidsromaner. Mellem 2006 og 2010 var jeg medredaktør i Vagant, siden har jeg skrevet en fast spalte i tidsskriftet. Jeg har også skrevet for kunstkritikk.no og om musik i Morgenbladet, ENO og Musikkmagasinet.

Når og hvordan startet du som kritiker?

Dette bliver jo en kort variation af teksten «Lang natts reise mot kritikk» fra Den ulne avantgarde. Kritiske tekster fra 00-tallet, en bog jeg lavede sammen med Wold for Flamme Forlag i 2011. Jeg gik på diverse skriveskoler og gjorde siden væsen af mig som medredaktør i småforlaget Gasspedal sammen med mine skriveskolevenner Audun Lindholm og Øystein Vidnes. I 2002 blev jeg inviteret til at anmelde Johan Harstads anden prosaudgivelse Ambulanse for Vagant. Ved Johanneskirken ventede tidsskriftets daværende sekretær Tiril Broch Aakre på mig hvorefter Harstads bog blev overdraget inklusiv diverse praktiske instruktioner.

Er det emner eller kunstfelt du er spesielt opptatt av?

Det er muligt at det begynder at lyde som en kliché, alt er tvær-this-and-that, men der løber et rød tråd fra en tværæstetisk masteropgave til to bogudgivelser med «avantgarde» og «punk» i titlerne. Min kritiske position er tværæstetisk, tværnational og vrangvillig i forhold til kønskategorier. Ingen brug for grønt hår, snarere spørger jeg mig hvordan man kan forfølge disse positioner i skriften.

Hva er viktigst akkurat nå?

Judith Butlers Frames of War er netop udkommet i dansk oversættelse. Her fortsætter hun sit filosofiske arbejde efter 911 som startede med Precarious Life. Butler spørger hvilke liv man offentligt kan sørge over. Offentlig sorg og monumenter efter AIDS-krisen i 1980'erne kom sent, i lang tid herskede stilheden, for homoseksuelle var åbenbart ikke værd offentlige sørgearrangementer. De havde «gjort det mod sig selv», og deres død var ikke noget som vedrørte den almindelige amerikaner. Butlers ord blev igen flammende aktuelle under den seneste tids terrorangreb i Beirut og Paris. Franske flag dækker profilbilleder; vi støtter igen hinanden i at liv som går tabt i Paris er mere værd end liv som går tabt i Beirut.

Hva er din faglige bakgrunn?

Jeg har en mastergrad i litteraturvidenskab fra Universitetet i Bergen, 2006.

Har du annet arbeid i tillegg til ditt virke som kritiker?

Jeg er arbejdssøgende.

Hvorfor er du kritiker?

Jeg vil være så fri en forfatter som muligt. Jeg vil slippe fri af larmen omkring «Samtidsromanen» og «Den skønlitterære forfatter» uden at måtte søge til den mest seperatistiske feinschmeckerlitteratur. Jeg har et uhelbredeligt crush på den kulturkritik som nærer sig af populærkulturen, fra Susan Sontag til Simon Reynolds.

Hva er den største utfordringen med å være kritiker?

På mange måder var det én lang kreativ fest gennem 00'erne. Senere kan man stå i fare for at opbruge sproget og miste bevægeligheden, dette bruger jeg kræfter på nu, keeping it alive. Selvfølgelig er det også en absurd økonomisk udfordring, man bør bevare sin hand-to-mouth teenageøkonomi og ikke skaffe sig ansvar over for mange hunde, fugle og børn. Det hjælper at jeg på visse livsområder er naturligt asketisk.

Er kritikken i krise, og hva kan vi i så fall gjøre med det?

Kritikken er en krise og har altid været det eftersom forbrug og glemsel er et typisk menneskeligt svar på skibskatastrofer, flygtningestrømme og pludselig død, i hvert fald i de kredse som har råd til at glemme. Kritikken vender sig mod forbrug, glemsel og xenofobi, den arbejder langs alle slags grænser som er ved at lukke sig. Kritikken er en vågen (vækkende) og åben (åbnende) gestus, på trods af at den bruger negativitet, en substans som universet er ved at løbe tør for. Kritikken er en historisk tradition og en uundværlig del af det offentlige ordskifte. Den har potentiale til at være et eksperimentelt felt også, mellem kunst og politik. Jeg håber flere vil få øjnene op for dette, ellers vinder den sponsorerede begejstring.

Se anmeldelser av Susanne Christensens bok En punkbønn her.

 

Mer i denne kategorien Lillian Bikset »
Logg inn for å kommentere

 

kritikk for norskafaget


© 2017 Alle rettigheter reservert Norsk Kritikerlag | Informasjonskapsler
Webdesign © 2017 Web Norge.